Ord om: Inspiration til sommerlæsning

Frem for blot at vise vores egne sommer-TBR-lister frem, deler vi her vores boganmeldelser, som ligger spredt over både instagram og bloggen. Klik på hver titel, for at få en mere omfattende anmeldelse af bogen. Here we go:

Cocaïne af Aleksandr Skorobogatov: Meta, vanvid, hektisk. Læs den hvis du er til romaner som er fabulerende og absurde – og så skal du kunne holde tungen lige i munden!

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov: Genre-mashup, spænding, mysterier. Læs den hvis du er til spændingsromaner. Den er måske særligt sjov, hvis man normalt er til krimier, for den kan godt lide at lege den er en krimi. I virkeligheden er den det – måske! – slet ikke.

Kløe af Fríða Ísberg: Fjerdebølgefeminisme, krise, fællesskab. Novellesamlingen er rimeligt lige til at læse, og minder mig lidt om en kvindelig version af Thomas Korsgaard, hvor hverdagens små episoder sættes under lup.

Månen over Øen af Anne-Marie Vedsøe Olesen: Dystopisk sci-fi, teknologiskepsis, virkelighed. Bogen kræver en del af sine læsere, når den undersøger, hvordan vi forstår vores virkelighed i en højteknologisk tidsalder.

On Earth we’re briefly gorgeous af Ocean Vuong: Poetisk, om forholdet mellem mor og søn, generationsroman. En fantastisk smuk brevroman, hvor Ocean Vuong virkeligt brillerer med et sprogligt overskud. En af de bedste bøger, jeg har læst i år.

Meter i Sekundet af Stine Pilgaard: Humoristisk, vestjysk, den kortsluttede samtale. Stine Pilgaard skriver klogt og morsomt om en ung kvinde, som kæmper med at finde sin plads i fællesskabet i Vestjylland. Og så er hun en mester i at veksle imellem genrer.

Falsk forår af Klaus Rifbjerg: Klasse-clash, fattig-firserne, moderskab. Efter den rige, ældre kvinde Elisabeth mister sin mand beslutter hun sig for at tage til Danmark for at generobre moderskabet over Tenna, som hun bortadopterede ved fødslen. En fin bog og et tidsbillede på 1980’erne.

En lykkelig slutning af Maren Uthaug: Død, slægtshistorie, kærlighed. En velskreven fortælling om en familie af bedemænd i syv generationer, som hele tiden efterlader dig sulten efter mere – både om familien og om dødens kulturhistorie.

Kød og fred af Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen: Klimaroman, solidaritet og kampgejst. En underholdende bog om strikkeklubben, der går til ekstremer, for at sikre fremtidige generationer.

Tools for extinction med 18 forskellige bidragsydere: Pandemi, bekymring, fællesskab. En samling af tekster om everyday life under Covid19, og om den bølge af forandring, den har trukket med sig gennem hele verden. Her er både mange forskellige lande og genrer repræsenterede.

Tour de chambre af Tine Høeg: Skabertrang, venskab, kærlighed. Om behovet for og fascinationen af det, at skabe noget, men også om de relationer, der spiller ind i selve skabelsen. Uendeligt smuk roman.

Røverbruden af Margaret Atwood: Kvinder på godt og ondt, venskab, fjendskab. Tre kvinders liv er blevet raseret af vampen Zenia. Bogen udfolder deres egentlige relationer, hvor man ikke nødvendigvis finder de alliancer, man havde forventet.

Animal farm af George Orwell: Dystopi, magt, kontrol. Måske mest af alt en fabel om faren ved magtbegær og vigtigheden af viden.

Salvadoreña af Cecilia Samartin: Kærlighed, skæbne, flugt. Hvis du er til lettilgængelig romantik, hvor barske realiteter som krig og sygdom skaber en tyngde omkring kærlighedshistorien.

God læsning!

//Birgitte og Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s