Cocaïne

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Silkefyret]

Førstehåndsindtryk af bogen baseret på omslaget: Meget pink. Kokain (titlen Cocaïne) og kaniner får mig til at tænke på fest, fart, og hvileløshed. Og så tænker jeg selvfølgelig på det der med, at man kan bolle som kaniner. Det spiller meget godt sammen med den hektiske, hvileløshed som hører kokainen – og romanen! – til.

Handling:

Cocaïne følger primært et forfatterjeg kaldet jeg eller forfatteren (som ikke er helt identiske i den forstand at forfatteren også skaber jeget, men mere om det senere). Jeget/forfatteren følger vi over en periode i hans liv fra arbejdet med det, der bliver til ”Roman om kaniner” over hans rejse til Stockholm og hjem igen. I Stockholm skal han modtage Nobels Fredspris. Undervejs introduceres vi for en række personer i jegets liv, hans kone, søn, en familie bestående af Kurt, hans kone og datter samt jegets tabte kærlighed Nadja.

Når man ridser plottet op på den måde, lyder det relativt lige til, men det er det bestemt ikke. Der er masser af episoder undervejs, som er enten absurde eller slet ikke kan lade sig gøre. Tag bare følgende eksempel: Jeget introduceres for Det Svenske Akademis ældste medlem som er sengeliggende. Første gang vi møder ham parteres han og smides i en kødhakker. Anden gang er han levende og i et stykke men fodres med en portiers amputerede arm, som ligeledes køres igennem kødhakkeren.

I Cocäine blandes fiktion, virkelighed og drøm. Vi kan ikke altid kende forskel på, hvad der er hvad, men vi vænner os med tiden til de mange skift. Det mærkelige accepteres med tiden, og hen imod slutningen studser man ikke længere over de sære episoder, som i starten kunne være decideret forstyrrende for læsningen.

Den minder mig om:

For mig er Cocaïne metafiktion to the max – i hvert fald i starten. Vi følger jeget, som skriver på en roman og lader forskellige personer (hans kone, Nadja) læse med undervejs. Herigennem tematiserer Skorobogatov forholdet imellem læser og forfatter i skriveprocessen og efter udgivelsen. Her er læserne i stand til at pinpointe forfatterens logiske fejlslutninger og forholde sig kritisk til værket. Samtidig får hans skriverier, som han baserer på sit eget liv, konsekvenser for ham. Det kender vi fra autofiktionen, hvor man ofte ser at forfatteres familier bryder med dem, fordi de har skrevet noget, de nære relationer er uenige i eller ikke kan se sig selv i.

Jeg tænker også de mange absurde hændelser ind i denne kommentar på fiktionen. På et tidspunkt formår jeget at tænde en cigaret uden hverken cigaret eller tændstikker/lighter. Det kan selvsagt ikke ske i virkeligheden, men i fiktionen kan alt ske. Og jeg bliver faktisk provokeret af tekster, når de ikke giver mening. Jeg brugte de første sider på, at være irriteret over, at jegets barn havde sultet i en uge, fordi hans kone ikke kunne amme ham, når nu jeget bare kunne gå ned i kiosken og købe babymad. For mig er det faktisk en større udfordring end al den grafiske vold, som er til stede i bogen. Det at verden, som den er beskrevet i bogen, ikke giver mening. 

Ift. metafiktion vil jeg påpege, at selvom jeg synes, det er vigtigt at studere, hvordan bøger bliver til (det kan lære os en del om fortællinger generelt), så synes jeg, det bliver lige lovligt navlepillende og verdensfjernt – og meget 1990’er-agtigt

Kritik:

Det sjove ved metafiktion er jo, at det handler om fiktion – men det betyder ikke, at bogen ikke også siger noget om den verden, den beskriver eller i det mindste er skrevet i. Representation matters.

Når man udgiver et værk i oversættelse, skal man altid overveje det publikum, som modtager bogen. Det gør sig også gældende, når man genudgiver et historisk værk. I sidste tilfælde er spørgsmålet, hvorfor det giver mening at genudgive et værk som måske er 100 år gammelt eller ældre.

I Cocaïnes tilfælde kan jeg forstå, at man synes, det er interessant at udgive noget, der leger så radikalt med fortællingen, som Skorobogatov gør. Men jeg synes godt nok ikke repræsentationen af kvinder og LGBT-personer hører hjemme i DK.

Lad mig tage et grelt eksempel. I Stockholm møder jeget Sarah, som er forelsket i hende, og som han beslutter sig for at give en art medlidenhedsknald ”Du er en mand, og en mand må opføre sig som en mand”, som han påpeger. Herefter sker der noget, som han faktisk ikke har lyst til at fortælle, men han gør det alligevel. Han opdager, at Sarah er en mand, hvilket får ham til at freake ud som det kræves af ham som en ægte mande-mand. Han bevæger sig videre til at udspørge Sarah om hendes køn, men – og så sker der nemlig noget latterligt. Sarah fortæller at hun er et hunkønsvæsen, men at hun samtidig identificerer sig som en stol. Scenen spiller lige ind i en af de klassiske måder, transpersoner latterliggøres på: hvis du identificerer sig som [det modsatte køn], så identificerer jeg mig som en marsmand / et træ / en hund. Ærligt talt

Og jeg har ikke engang nævnt hvordan de få kvinder, som optræder i romanen, primært eksisterer som objekter for mandens begær, som små piger og som utro kærester/koner.

Hvem skal læse bogen: Den som elsker metafiktion og kan holde tungen lige i munden igennem Skorobogatovs mange fabulerende, absurde indfald, og som samtidig kan leve med de lidet flatterende skildringer af kvinder og LGBT-personer.

//Birgitte