Kløe af Fríða Ísberg

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Torgard)

Læsningens udgangspunkt er aldrig neutralt. Læseren er ikke en clean slate klar til passivt at indoptage bogens indhold. Det gælder i første omgang det helt personlige: hvilken stemning er jeg i under læsningen, hvor læser jeg, hvilke andre bøger / film / tv-serier etc. er jeg optaget af og under coronakrisen særligt også hvilken situation udspiller sig nationalt og globalt. Det er ikke tilfældigt, at alle lige pludseligt læser Albert Camus’ Pesten og Angie Thomas’ The Hate U Give

I dette lille skriv tænker jeg at tage jer med i min læseoplevelse og fortælle om mit udgangspunkt for læsningen, hvad jeg oplevede undervejs, og hvad jeg tænker i skrivende stund.

Udgangspunktet

Lad mig starte med udgangspunktet for min læseoplevelse. Kløe er den første bog jeg læser af en islandsk forfatter. Eller lad mig korrigere: det er det første egentligt moderne stykke litteratur jeg læser. Jeg har selvfølgelig været tvangsindlagt til at læse sagaer på gymnasiet og studiet. Dertil kommer at jeg har sunget en række sange på islandsk (hvorfor jeg også har en god fornemmelse af sproget). I skrivende stund har jeg folkesangen ”Sá ég spóa” på hjernen, som jeg lærte på min første tur til Island i 2006. Jeg har været der to gange siden da helt tilfældigt. Det giver mig en følelse af noget familiært eller bekendt, som jeg tager med mig ind i min læsning. 

Ellers træder jeg ind i læsningen med følgende indtryk

  1. Bogen er insisterende rød (postkasserød faktisk) med gul og blå skrift og en brunlig cirkel under forfatterens navn. Min efterrationalisering er, at cirklen muligvis refererer til det kløhul kvinden i ”At undertrykke eller blive undertrykt” har i sine trusser
  2. At bogen jf. bagsideteksten handler om mennesker, der ”får fnat af deres samtids forventninger eller krav”. Her er det selvfølgelig denne kløe, irritationsmomentet men ikke den altoverskyggende smerte, som sættes i centrum – og seksualiteten som også er vigtig i Ísbergs tekster
  3. At Weekendavisen har skrevet det eneste problem med bogen er, at den ikke er ond nok. Det var det, der oprindeligt fangede mig – og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, for karaktererne flipper aldrig ud for good

Kløe

Kløe er en efter min mening lang novellesamling med sine lige knap 200 sider, hvorfor jeg vil spare jer for at gennemgå dem hver og en (som jeg oprindeligt havde tænkt hæhæ). Jeg synes, teksterne taler bedst for sig selv, så lad mig i stedet gennemgå nogle af de mest centrale temaer. Det er også på det tematiske Ísberg virkeligt viser, at Kløe er en tekst til tiden.

Identitet, særligt i kategorien køn, seksualitet og alder.

Kløe lægger sig fint i forlængelse af den fjerdebølge feminisme, som særligt fokuserer på kvinder som seksuelle væsener med ret til at forfølge egen nydelse (uden at skulle slutshames) og kampen mod alle slags seksuelle overgreb i forbindelse med #Metoo. I den indledende novelle ”Lysekronen” belærer en svigerdatter sine svigerforældre om kvindens ret til orgasmen. Den nye frigørelsesbølge bliver særligt tydelig i generationsclashet imellem forældrene, deres søn og svigerdatter. I ”En dukke” onanerer en ung kvinde til sin kærestes pornofilm, selvom hun føler, hun ikke bør blive opstemt af filmen, fordi skuespilleren med al sandsynlighed er et offer for industrien. I ”Hjem” følger vi en kvinde som forbereder sig på at kunne forsvare sig selv mod en potentiel overfaldsmand på vej hjem fra en bytur.

Der er også noveller som tematiserer køn på en mere traditionel måde. I ”Havet” performer to kvinder forskellige kønsstereotyper fra populærkulturen, imens de gør sig klar til fest. I ”At undertrykke eller blive undertrykt” lever kvinden i et parforhold ikke op til idéen om den pæne kvinde. Hun tisser i badet, barberer sig ikke og har huller i sine trusser, hvor hun kan klø sig. Der er også noveller, som i høj grad forholder sig til forskellige aldersgrupper. I ”Præcis” forlader en mand sin ungdomsidealisme, i ”Fingre” plages to personer i slutningen af 20’erne af deres omgivelser, fordi de er ugifte og barnløse

Kriser i det sociale  

De nære relationer i familien, parforholdet og venskaberne, og de problemer der kan opstå her er også centrale i bogen. Konflikterne Ísberg behandler er små men repræsenterer typisk også noget meget større. I ”En dukke” præsenteres vi igennem pornofilmen for deres parforholds krise. I ”Syv” og ”Flugt” tematiseres konsekvenserne af dødsfald i den nære familie. I ”Syv” er sproget fragmenteret og tydeligt præget af hovedpersonens mentale tilstand, ligesom brorens død skjules for læseren indtil sidste side. Det samme gør sig gældende for hovedpersonen i ”Flugt”. Hun forsøger at flygte fra realiteten af tvillingebrorens død ved at skrive breve til ham og løbe frem og tilbage over gulvet i sin lejlighed. Der er også mere hverdagsagtige kriser i det sociale, som handler om, hvordan man forholder sig til gamle klassekammerater man møder tilfældigt i supermarkedet og behovet for at fremstå godt på de sociale medier.

Minder om Thomas Korsgaard

Kløe minder mig meget om Thomas Korsgaards novellesamling Tyverier (2019). Som hos Korsgaard gør sproget ikke det vilde nummer ud af sig selv. I stedet flyder det relativt enkelt og lige til med undtagelse af en enkelt novelle ”Syv”. Her matcher sprogets fragmenterede karakter meget fint den mentale tilstand, tekstens hovedkarakter befinder sig i. Både Korsgaards og Ísbergs tekster er eksempler på, at novellelæsning ikke nødvendigvis behøver at være et omstændeligt heldagsprojekt. Der er nogle forfattere som skriver noveller på en måde, hvor man bliver nødt til at dedikere oceaner af tid til at læse dem. Ikke fordi de nødvendigvis er omstændeligt skrevet, men fordi de er pakket med informationer særligt i kraft af en række referencer. Ísberg gør også brug af referencer, men jeg synes ikke det bremser læseoplevelsen. 

Ligesom Korsgaard zoomer Ísbergs tekster ind på en enkelt episode i karakterernes liv for herigennem at udstille større problemstillinger. Det er ofte situationer, som er pinlige på den der ondt-i-maven måde, måske fordi man godt kan genkende episoderne fra sig selv. Karaktererne i Kløe har kløe. Men kløen er symptom på større problemer, som vi kan udpakke, hvis blot vi graver lidt dybere. Det minder mig om et citat fra den kinesiske digter Lu Chi, som Inger Christensen var inspireret af. Han skrev at ”I en enkelt meter silke findes det uendelige verdensrum”.  

Det er det novellegenren (også) kan.

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s