Månen over Øen af Anne-Marie Vedsø Olesen

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

Jeg har længe været en sucker for skønlitteratur, der undersøger, hvordan vi forstår vores omverden og dermed skaber vores egen version af den. Efter min mening er det et af hovedargumenterne for overhovedet at beskæftige os med litteratur. Det giver en større indsigt i, hvordan andre mennesker tænker.

Da jeg så læste følgende sætning på bagsiden af Anne-Marie Vedsø Olesens Månen over Øen, ”Men hvilken verden er egentlig den virkeligelige verden? Hvordan kan vi overhovedet erfare den og tale sammen om den?” vidste jeg, at jeg straks måtte læse den.  

Det er helt klart spørgsmålet om, hvordan vi kan forstå virkeligheden, som er centralt i romanen. Før jeg vender tilbage til det, vil jeg dog bruge lidt tid på at beskrive den virkelighed, som er bogens:

En dystopisk sci-fi

Månen over Øen er på mange måder en klassisk sci-fi dystopi, som giver mig vibes både af TV-serierne Mr. Robot og Black Mirror samt bogserien The Hunger Games.

Vi befinder os i demokratiet Superesse år 2687 post Luna. Månen er ramt af en meteor, som fundamentalt har ændret menneskenes liv på Jorden. Den verden vi møder er groft sagt opdelt i tre: enklaverne, hvor menneskene bor (jeg forestiller mig dem som distrikterne i The Hunger Games, hvor hvert enkelt distrikt bidrager til fællesskabet ved at varetage en arbejdsopgave), Spøgelsesland (en art Det Vilde Vesten, hvor man lever på må og få uden for enklaverne), og Øen som er fuldstændigt renset for enklavernes teknologi.

Bogen præsenterer os for en overordnet problemstilling, som i øjeblikket er meget aktuel. Det handler om konsekvenserne af vores afhængighed af teknologien. Menneskene i Superesse lider af en nedarvet afhængighed af Supernettet. Supernettet kan bedst forklares som en smartphone, man enten bærer som visir eller får indopereret i sig, hvorigennem man konstant kan stimuleres. Fodres afhængigheden ikke med stimuli fra Supernettet har det fatale konsekvenser, medmindre man som hovedpersonen Hypatia er født uafhængig af Supernettet, eller man injiceres med et stof, som gør det muligt at leve uden i noget tid. Det er dog ikke alle, som tåler stoffet.

Teknologi-kritik

For at blive i genresporet er dystopien kendetegnet ved at forholde sig kritisk til vores samtid. Hypatia gør det muligt at rejse den kritik af vores teknologiske afhængighed – og herigennem afstand til naturen – fordi hendes perspektiv på virkeligheden afviger fra de andre karakterers. Det gælder Frans, 0som injicerer sig med stoffet, og Hypatias datter og mand som begge er afhængige.

Romanen romantiserer i vid udstrækning Øens oprindelige natur renset for enhver teknologisk indblanding. Trosretningen Domus Dei betegner den som en art fredfuldt, utilgængeligt Paradis. Det er dog ikke udelukkende entydigt, for Øen (som på mange måder er en tredje hovedkarakter) minder også om Supernettet. På den sameksisterer alle tider: gladiatorer og atombomber sidestilles i en og samme sætning. Den præsenterer også syner for Hypatia og Frans. De syner minder om Supernettets stimuli.

Problemet i bogen er således ikke udelukkende et spørgsmål om teknologi vs. natur. Problemet er, at menneskene, Hypatia inklusiv, er blevet berøvet muligheden for at erfare verden og tale om den sammen. Det isolerer dem fra hinanden, og den isolation må man erkende for at finde en vej ud. I den forstand slutter romanen, trods sit dystopiske islæt, håbefuldt (jeg skal nok lade være med at spoile).  

En krævende bog

Generelt er Månen over Øen en god bog med et til tider poetisk sprog, som retter en velfortjent kritik mod den teknologiske udviklings menneskelige konsekvenser. Det er også en roman, der kræver ekstremt meget af sine læsere sprogligt og med en lang række direkte og indirekte referencer til videnskaberne. Jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg ikke har fanget det hele, og det er meget muligt, at min læseoplevelse havde været en lidt anden, hvis jeg havde gidet at slå alle referencer op. Det vidner selvfølgelig om en forfatter, der er ekstremt vidende, men det kan også være en hæmsko for læseoplevelsen. Jeg synes også, bogen var en anelse kort (165 sider) til at udfolde et så omfattende univers, men jeg synes Vedsø Olesen kommer fint omkring det ved at forklare de mest gængse termer med små wikipedia-agtige afsnit (selvom det stadig tager noget tid lige at lande i romanens univers).

//Birgitte