Om Ocean Vuongs “On Earth we’re briefly gorgeous”

DEN. HER. BOG. seriøst. Selvom det her indlæg eksisterer, synes jeg virkeligt, man skal læse bogen.

Ocean Vuongs sprog skal opleves first hand. Med sin poetiske brevroman indfanger han læseren fra første færd med et billede, der er fuldstændigt vanvittigt godt formuleret: en buk der hænger udstoppet på væggen, og jegets mor som spejles i dets døde øjne. Tre centrale temaer præsenteres hermed: Moren, døden og blikket.

Den kortsluttede brevroman

Romanen er udformet som et brev fra jeget til sin mor og falder dermed ind under genren brevroman. Lad os lige dvæle lidt ved det, for jeg tænker ikke, det er helt tilfældigt. Brevromanen var særligt populær i 1700-1800-tallet blandt kvindelige læsere. I romanerne kunne kvinderne være hovedperson i deres egen fortælling, hvilket var nyt. Det er interessant for Ocean Vuong i forhold til genren. Han vil fortælle de marginaliseredes historie: den vietnamesiske flygtning, gule kroppe (hans ord), brune kroppe; queer kroppe, fattige kroppe. Samtidig er formen problematisk, fordi moren ikke taler det sprog, brevet skrives på. Kommunikationen er allerede kortsluttet fra starten.

Det hele starter med litteraturkritikeren Roland Barthes’ Sorgens Dagbog. Bogen indeholder dagbogsnotater fra hver dag op til et år efter Barthes’ mors død. Men jeget vil ikke skrive om moren, som hun var, men som hun er nu. Brevet rummer hermed også et håb om, at hun en dag vil forstå.

At skrive de marginaliserede frem

I On Earth We’re Briefly Gorgeous repræsenterer sproget både en afstand og et håb. Ord går tabt, lader sig ikke oversætte, har dobbelte betydninger, er umulige at få over sine læber. Sproget er en afstand imellem jeget og moren. Jeget bemestrer et formfuldent engelsk, imens moren knap taler sproget. De taler begge vietnamesisk men på et utilstrækkeligt niveau, fordi moren måtte droppe ud af skolen i en tidlig alder da den brændte ned.

På trods af det finder mor og søn en måde at kommunikere på, om end denne er ordløs. Fosteret ligner et komma, påpeger Vuong et sted. Ikke et punktum, en endegyldig afslutning, men en fortsættelse. Sproget er iboende i forholdet imellem mor og søn. Samtidig er morens navngivning af barnet “Little Dog” en beskyttelse, fordi de onde ånder kun bortfører børn, hvis navne bærer en skønhed i sig.

Sproget er også mulighed for at skrive de marginaliserede frem og fortælle deres historie.

“I never wanted to build a “body of work”, but to preserve these, our bodies, breathing and unaccounted for, inside the work”

At være forfatter er en måde, hvorpå man kan holde de marginaliserede i live og fortælle deres historie. Det er en måde at få den privilegerede til at forstå: “I’m worried they will get us before they get us“. Der er mindre sandsynlighed for altødelæggende krige, hvis blot vi forstår hinanden.

Poetik og politik

Teksten er i højere grad poetisk end politisk, men for Ocean Vuong kan de to ting ikke skilles ad. Visse litteraturtyper, påpeger han, vil mene at den gode tekst ikke er politisk, men forener folk ved at vise universelle sandheder. For Vuong gælder det, at man ikke kan adskille kunsten og kunsteren “As if the first chair was hammered into existence without considering the human form”

Idéen Vuong sætter sig imod stammer dog fra en tid, hvor de litterære kredse primært bestod af hvide mænd. I den sammenhæng er det nemmere at tale om almenmenneskelige erfaringer. Men jeg synes også, der var noget meget almenmenneskeligt ved romanen. Når Vietnamkrigen og sprogbarriererne skildres, tænker jeg både på den måde Yahya Hassan viser livet imellem to kulturer og efterkrigstiden i Danmark. Det er meget langt fra Vuongs erfaringer, men det er et fællesskab nontheless.

At insistere på skønheden

Skønheden er også vigtig i romanen. Den hænger sammen med synet. Om noget er smukt kan man kun vurdere ved at se på det, og at se er at fordoble eller genskabe det. Og man genskaber altid smukke ting, fordi man vil eje det eller bevare det. Jegets bedstemor Lan gør det, når hun fortæller historier. Ocean Vuong gør det, når han fortæller sine karakterers historie.

Skønheden er en måde hvorpå, man kan sikre sig overlevelsen. Jeget insisterer på skønheden, som sejrer over døden og krigens rædsler. Den eksisterer i poesien og i sproget. Mormoren giver sig navnet Lan, efter orkidéen og giver jegets mor navnet Rose. I navnene er skønheden:

All this time I told myself we were born from war – but I was wrong. We were born from beauty. Let no one mistake us for the fruit of violence – but that violence, having passed through the fruit, failed to spoil it

I den sammenhæng er mine primære anke imod bogen, at den vold karaktererne oplever på egen krop er for æstetisk. Uanset om det handler om død, vold, krig, den udhungrede krop eller de mange stoffer jeget og vennen Trevor tager undervejs. Skæbnerne for de mange karakterer er fuldstændigt forfærdelige, og jeg synes nogle gange, teksten er lidt for dekadent heroin-chic til et punkt, hvor destruktionen accepteres fordi den er æstetisk. Måske fordi Vuong hele tiden insisterer på skønheden.

Teksten findes også i dansk oversættelse “Vi er kortvarigt smukke her på jorden” af Caspar Eric, hvis man hellere vil læse den på dansk.

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s