Tour de chambre – Tine Høeg

Den er jo nærmest tom, skulle det ikke være en roman? Sådan tænkte jeg, da jeg bladrede gennem siderne i den blå og lyserøde firkant. Sikke fin, meget pæn, Tine Høeg, kender hende ikke.

En indånding, den faste plads i sofaen, læs.

Æd.

Slug.

Sug i maven.

Hvordan kan så lidt tekst rumme så meget indhold? Poesien besvarer mit spørgsmål, men det her er prosa af en eller anden art. Prosaminimalisme har jeg døbt det, på den måde minder den meget om Caspar Erics “Alt hvad du ejer”. Betegnelsen rummer de romaner, hvor ordene sparsomt er strøget over de fjerlette sider i rytmiske og flydende og abrupte sætninger, som for at balancere tyngden af de karakterer og den handling, vi møder.

Vi følger forfatteren Asta, der modtager en invitation til en mindebegivenhed ti år efter Augusts død på kollegiet. Hendes bedste veninde Maj, som var Augusts kæreste, vil gerne med, men Asta tøver. På skift erindrer hun kollegiet for ti år siden, skriver på sin nye roman i nutiden, og kommunikerer digitale med flere forskellige relationer, både i nuet og da’et.

Jo mere Asta suges ind i erindringerne fra dengang, jo mere påvirkes nutiden. Det giver fornemmelsen af, at romanen er blevet skabt og oplevet i en vekselvirkning, som via den hermeneutiske cirkel – den man ikke rigtigt forstod på gymnasiet, men som bliver en forudsætning for romanens ophav. Ved hver erindring genopdager Asta ting, hun tager med sig ind i nutiden, og som bevirker hendes handlen, relationer og skabertrang. Det er en historie om venskab og relationer i en 2020-kontekst, der bliver vedkommende og nutidig, sammenholdt med det evige ønske om at høre til, at blive elsket og at elske.

Jeg føler mig hyperopmærksom, da jeg lægger bogen fra mig igen, fordi jeg har fået serveret detaljer, jeg ikke ellers er bevidst om. Hvordan andre steger mad, hvordan vand løber ned over brysterne i bruseren, hvordan det at elske plaider kan være en identitet. Den skarpe hverdagsfortælling skaber genkendelse for læseren, der aldrig selv har boet på kollegium eller mistet en ven eller været 33 år og single. Det skrevne rummer det oplevede, og historien er et virvar af fortid, nutid og digital kommunikation, af tomgang, fremdrift og relationer. Jeg kan ikke komme det nærmere, jeg er bare taknemmelig for at bogen eksisterer i verden.

Tak til Gutkind for anmeldereksemplar.

//Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s