Ord om månedens udfordring (maj)

Maj er snart gået, og med det er det tid til en opsamling på månedens challenge. Birgitte gav mig opgaven “at læse en bog, jeg tidligere er begyndt på, men aldrig fik læst færdig”.


Cecilia Samartin – Salvadoreña (2009)
For nogle år siden læste jeg Drømmehjerte af samme forfatter, og jeg var helt forelsket. Det er sjældent jeg læser søde, bløde og romantiske bøger, men den var simpelthen så fin. Jeg købte La Peregrina bagefter, og var også meget glad for den. De to næste i den serie faldt dog mere og mere i kvalitet. Der havde jeg allerede købt to mere af hendes bøger, Kvinder i hvidt og Salvadoreña, men jeg blev mere og mere træt. Jeg kom lige over halvvejs i Salvadoreña, men så kunne jeg ikke mere. Ved kapitel 11 blev den stillet tilbage i reolen, og først nu har jeg fundet den frem igen.

Salvadoreña følger to spor; Ana i nutiden, som passer på sin dødssyge mand, og Anas erindringer over hendes liv. Den slår ned på vigtige steder – som da hendes landsby i El Salvador bliver udsat for en massakre, da hun bliver nonne, og da hun bliver ansat som barnepige hos familien Trellis. Der er aldrig nogen tvivl om, hvilke karakterer vi skal holde af, og hvilke vi skal tage os i agt for, og generelt er plottet ikke overraskende. Hvis man nyder en bog, hvor alting går som man forventer, og elsker en sød og uskyldig romance, så tror jeg på, at denne bog kan noget for dig. For mig blev det desværre en påmindelse om, hvorfor jeg havde lagt den fra mig fra starten. Jeg er ikke afskrækket fra at læse min sidste Cecilia Samartin-bog, Kvinder i hvidt, fordi jeg også har oplevet magien i hendes forfatterskab, men den var desværre ikke til stede lige her.

Det første ord, der dukker op, når jeg skal beskrive romanen, er from. Hele historien og de karakterer, man skulle holde med, var så fromme og uskyldige, at det blev kedeligt for mig. Det handler muligvis også om præferencer i forhold til genrer, for jeg havde det på samme måde med Little Women af Louisa May Alcott, som ellers er en kultklassiker. Selvom vi følger hele Anas liv, opleves alt efter massakren i landsbyen som værende stillestående – det vil sige fra side 59. Der er de bøger, man forsvinder i, som alt for hurtigt slutter – og så er der dem, man kæmper for at komme igennem; Salvadoreña ligger desværre i den sidste kategori for mig.

Det leder mig til et spørgsmål – for bør man læse de bøger færdig, man er gået i gang med? På den ene side virker det som spild af tid at læse en bog, man ikke finder glæde i, når der er så mange fantastiske bøger, der venter på at blive læst. På den anden side, så kan plot og karakterer udvikle sig, og man kan udfordre sig selv, ved at læse noget, man ellers ikke er så vild med. Min bedstemor kører med den taktik der hedder, at hvis man begynder at kede sig, så kan man lige bladre hen og læse slutningen – så ved man, om den er noget værd i sidste ende. Det er måske en lidt utraditionel tilgang, men om ikke andet, så ved man da, hvad man får.

// Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s