Om Thomas Bredsdorffs “Litteraturen giver form til en følelse”


I julegave fik jeg litteraten Thomas Bredsdorffs “Litteraturen giver form til en følelse”. Bogen er en samling af artikler, han har skrevet i perioden 1960-2019, samlet under overskrifterne ‘Liv’, ‘Digtning’, ‘Forfattere’ og ‘Samfund’. Til sammen giver de et indblik i kritikeren Bredsdorff og i de sidste 60 års litteraturhistorie. Følgende indlæg samler en række opslag på Instagram, hvori jeg gennemgår nogle af afsnittene i bogen såvel som mine tanker og refleksioner herover.

Liv

I første del ‘Liv’ gennemgår Bredsdorff en række personlige (og dermed historiske!) erfaringer i lyset af litteraturen. Jeg synes virkeligt, han viser sig som en dygtig formidler, der både får en til at ville læse videre, og samtidig også læse nogle af forfatterskaber, han taler om (det kommer fra en, der synes Johannes Ewalds “Levnet og Meninger” var så søvndyssende, det gjorde ondt, og som primært mindes Ewald ved det faktum, at han blev sendt til Rungsted, fordi hans mor syntes, han var en alkoholiseret hoe). Ud over at give et indblik i forbindelsen mellem litteratur og levet liv, bidrager teksterne også til en forståelse af Bredsdorffs litteratursyn. Hovedpunkterne er følgende:

° At litteraturen (digtets) særlige form gør os i stand til at formulere os om en række komplekse følelser, som ellers ikke er mulige at formulere (deraf bogens titel)
° At et digt kan være et digt, hvis vi læser det som et digt ° At den gode litteraturunderviser træder i baggrunden og lader teksten være i centrum
° At litteraturen/kunsten kan give stemme til nye erfaringer og til mennesker, som ellers objektiviseres i fx naturvidenskaben

Jeg er i grove træk enig med Bredsdorff, men jeg vil også påpege, at jeg synes, hans litteratursyn er en smule outdated. Han negligerer fuldstændigt den udveksling, der er imellem værk og læser (og forfatter), hvor værket dels tilrettelægges af en afsender og modtages af en læser, som langtfra er objektiv men associerer, projicerer, påvirker og lægger mærke til forskellige detaljer alt efter, hvem den læser er. Vi skal sørge for at læse det der står på siderne – det er den etiske måde at læse på – men vi kan ikke fuldstændigt adskille litteraturen fra de mennesker, der interagerer med den

‘Digtning’

Anden del af bogen fortsætter af det historiske spor. Afsnittet med undertitlen ‘Digtning’ glider imidlertid ikke så nemt. Idéerne han skitserer er komplekse, hvorfor det også bliver kompleks læsning – og en dum idé at læse i one sitting

Under alle omstændigheder rummer afsnittet en spændende gennemgang af tusind års litteraturhistorie fra “Vølvens spådom” og de islandske sagaer over romantikken (Schack von Staffeldt), sonetten (Petrarch, Dante, Shakespeare) og videre til modernismen (Södergran, Eliot, Pound; Rifbjerg, Sørensen; Madsen, Leth, Turréll) og postmodernismen (primært eksemplificeret i Jan Kjærstads mursten Forføreren, som klart fortjener et genlæs). Personligt syntes jeg gennemgangen af forholdet mellem samfund (Eller måske snarere ideologi/verdenssyn) og digtning var særligt spændende, og en stor del af modernismeafsnittet bliver også brugt til sammenhængen mellem modernismen og fascismen. Den gensides udveksling mellem digt og virkelighed er efter min mening det, der giver kunsten relevans og en af grundene til, at jeg blev fanget af kapitlet. Jeg savnede af den årsag mere fokus på realismens forfattere, som udelukkende berøres i relation til andre strømninger. Men bogen er jo heller ikke en udførlig litteraturhistorie men skildrer snarere Bredsdorffs virke som litterat, og det er godt af have in mente

‘Forfattere’


Afsnittet ‘Forfattere’ består af en række forfatterportrætter skrevet på forskellige tidspunkter i Bredsdorffs kritiske virke. Afsnittet begynder med Ewald og bevæger sig frem over blandt andre Kierkegaard, Ibsen, Morten Nielsen, Tom Kristensen, Rifbjerg, Inger Christensen og Karl Ove Knausgård.


Portrætterne giver et billede af de enkelte forfatteres virke, men de er også små litteraturhistorier – ikke fordi de udvalgte forfattere nødvendigvis er eksemplariske for bestemte strømninger, men fordi Bredsdorff også gennemgår de tidsperioder, de respektive forfattere skrev i. Samtidig er det spændende, hvordan de enkelte tekster kædes sammen og giver et billede ikke blot af, hvilke tematikker og skrivestile, de enkelte forfattere har været interesserede i, men også hvordan de i høj grad er optaget af de samme store emner: tro, kærlighed, død, etik. Herigennem får man virkeligt en fornemmelse af, hvad litteraturen kan på tværs af tid. Den binder os sammen og fortæller om erfaringer, der ikke kun er sande for mig nu og her men for alle mennesker til alle tider.

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s