Ord om håb

I disse dage læser alle Albert Camus, J.P. Jacobsen og Boccacio. Dagbladene flyder over med anbefalinger af kriselitteratur, som skal lære os at forstå nutiden. Det er en god idé, fordi bøgerne hjælper os med at forstå vores samtid. Vi føler os mindre alene, når vi er fælles om krisens erfaringer.

Personligt er jeg stoppet med at forholde mig til corona. Jeg følger med i myndighedernes anbefalinger men er ellers lukket helt ned. Ellers drukner jeg i statistikker over antallet af omkomne. Det giver mig hjertebanken og ondt i maven,

Men krisetid er også en kulturel blomstringstid. Vi synger sange og forholder os herigennem til livets store temaer. Det handler om kærlighed, natur, kunst og eksistens – det der rent faktisk betyder noget, og som det kræver en undtagelsestilstand at forholde sig til. Denne her post er nok både storladen og sentimental (God forbid i 2020), men jeg har samlet nogle digte, som på en eller anden måde sætter gang i noget i mig. Enten fordi de beskriver naturen på en smuk og til tider mystisk måde, eller fordi de emmer af livsglæde, forår og eksistentiel mening. De findes tilfældigvis også alle sammen som sange – det er sådan jeg mest forholder mig til digte – så man kan jo overveje, om man skal ind og lytte lidt på dem:

Se nu stiger solen

“Se nu stiger solen” (1891) skrevet af den relativt ukendte digter Jakob Knudsen er efter min mening en af de smukkeste salmer, der findes. Den kæder menneskets livsforløb sammen med dagens gang fra morgen til aften og tematiserer store temaer som kærlighed, liv, død og opstandelse. Jeg tror særligt, det er idéen om opstandelsen, som gør den populær til bisættelser og begravelser. Næstsidste strofe lyder sådan her:

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn

Interessant nok blev teksten først optaget i salmebogen 60 år efter, den blev skrevet, fordi teologerne misforstod den: de troede, den handlede om nordisk mytologi og hedensk soldyrkelse, og ikke kristendommen. Det er måske også den misforståelse, der gør teksten universel. Uanset hvad man tror på (eller ikke tror på), kan man have et behov for at føle sig selv og sine nære beskyttet i svære tider.

“Hvor Nilen vander ægypterens jord”

“Hvor Nilen vander ægypterens jord” er et digt af H.C. Andersen fra 1842. Digtet starter en kende nationalromantisk ud, med to fugle som mødes i Afrika, hvor de taler om den danske sommer og længes hjem til Danmark (et tema vi også kender fra Oehlenschlägers “Hjemvee”). Gurre slotsruin og sagnet om Kong Valdemar, der går igen, var central i romantikkens digtning, og det handler de to sidste strofer i digtet om. Det sjove er, at H.C. Andersen (og en række andre romantikere givetvis) blander to sagn sammen om hhv. Valdemar den store og Valdemar Atterdag. De to sidste vers fortæller om Valdemar den Stores affære med Tove, som Dronning Sophie fik dræbt i jalousi:

Hans glæde blev skrinlagt bag kirkens mur,
hvor de vilde skovduer kurre.
Om Tovelille sang Guds natur
dejligst i Gurre!

Ifølge sagnet går Valdemar igen ved Gurre slotsruin, blandt andet fordi han ikke levede et for letsindigt liv. I sidste strofe af digtet spotter Valdemar (dette citat stammer fra Valdemar Atterdag, som døde på slottet) således Gud:

Lad Gud beholde sit himmerig,
har jeg kun Gurre!

Ikke nok med, at der er smukt i Gurre, så emmer naturen af Valdemar og Toves udødelige kærlighed til hinanden:

“Det er så dejligt en sommerdag,
men dejligst i nattens stille,
når stjernerne blinker, og droslens slag
fortæller om Tovelille

Kærligheden overvinder i digtet alt, eller “Alt er love” for at citere Julie Andem

“Alle de voksende skygger”

Og så bare lige til sidst dette smukke digt af J.P. Jacobsen, som er blevet sat til musik af blandt andre Hugo Alfvén, Wilhelm Stenhammar, Rued Langgaard. Der er noget melankolsk og mystisk over Jacobsens smukke naturbilleder. Jeg gengiver digtet her i sin fulde form, da det er ganske kort:

Alle de voksende Skygger
Har vævet sig sammen til en,
Ensom paa Himmelen lyser
En Stjærne saa straalende ren,
Skyerne have saa tunge Drømme,
Blomsternes Øjne i Duggraad svømme,    
Underligt Aftenvinden
Suser i Linden

Man kan med fordel lytte til Stenhammars version, som vist også er den mest kendte. Så bliver man vugget sødt i søvn samtidig med, at man fornemmer noget uhyggeligt magisk mystisk alá Harald Bergstedts “Solen er så rød, mor”

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s