Om at snyde med lydbøger

Jeg er i øjeblikket i gang med årets ottende bog, og jeg er meget stolt over det. Nogle af jer vil synes, at det er mange, andre vil sikkert være langt foran, men her husker jeg mig selv på, at den eneste man må sammenligne sig med, er sig selv.

Kigger man tilbage på de sidste mange, mange, mange år, vil otte bøge nok være det, jeg nåede igennem i løbet af tolv måneder – hvis jeg var god. Jeg kan godt lide at læse, det har jeg altid kunnet, men jeg har ofte været dårlig til at vælge det. Undskyldninger, I ved. Det var faktisk også et af mine nytårsforsæt; at læse mere. Det er det eneste forsæt, der går godt, men det gør mig ingenting. At der i marts overhovedet er et eneste forsæt, der stadig bliver overholdt, det er i sig selv ret vildt.

En af grundene til, at jeg er kommet igennem så mange bøger, er på grund af lydbøgerne. De har halvdelen af æren for, hvor mange bøger, jeg har slugt. Jeg troede ærlig talt ikke, at jeg var lydbogstypen (som om der er en type). Samtidig er jeg dog en af de personer, der gerne har høretelefoner i ørene størstedelen af dagen, om jeg går, er med bussen, vasker op, laver mad, vander planter, you get the drill. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne lide lydbøger? Der var et par muligheder; 1) jeg ville skulle koncentrere mig for meget, sammenlignet med når jeg hører musik eller podcasts, 2) oplæseren kunne have en irriterende stemme eller måde at læse højt på og 3) jeg anede ikke, om der overhovedet var nogle bøger, jeg ville synes om at få læst højt.

Jeg prøvede alligevel. Først med Og sådan blev det, dernæst Døden kører Audi (som jeg flere gange fik kaldt Døden kører Ferrari, potato, tomato), så Pigebørn og sidst Hver morgen kryber jeg op af havet. Jeg slugte dem. Jeg vænnede mig til den ene irriterende fortæller, jeg stødte på, og kan ikke engang nu sige, hvorfor han var irriterende. Jeg er omvendt, konverteret, hvad end vi skal kalde det – jeg elsker lydbøger. Jeg føler mig produktiv OG underholdt, og er det ikke det, vi alle sammen ønsker af livet?

Til gengæld føler jeg også lidt, at jeg snyder. Den anden dag talte jeg med en veninde om Pigebørn (som kommer i biografen om meget snart, og som jeg hungrer efter at se), og fik sagt, at “den har jeg netop læst”. Så tøvede jeg. For havde jeg reelt det? Ikke helt, vel? Oplæseren har læst den – jeg har bare lyttet. Jeg kender handlingen fra ende til anden, alle steder, alle karakterer, alle ord, og alligevel føler jeg, at jeg har snydt og ladt en anden gøre arbejdet for mig.

Det her er ikke et indlæg med en færdiggjort refleksion eller en intelligent pointe til slut – det er oprigtigt bare sådan jeg har det. En sværm af tanker og en lille smule dårlig samvittighed somehow. Måske sidder I med det samme, måske er det komplet urelaterbart, but there it is. Jeg stopper ikke med at høre lydbøger (eller, lige nu holder jeg pause, men det er fordi den nye opdatering på eReolen fucker med Android, og jeg venter utålmodigt på, at det bliver fikset), men jeg tænker lidt over, hvordan jeg formulerer det, når jeg fortæller om de bøger, jeg har hørt. Giver det på nogen måde mening? Er jeg alene med det? Meld gerne ind, hvis I har gjort jer nogle tanker om samme emne, så jeg ikke føler mig totalt forkert. Og indtil da vil jeg læse (ægte læse) i Det europæiske forår af Kasper Colling Nielsen lige her i sofaen.

// Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s