#vmoaarhus – Line Jensen og Amalie Langballe

Det er vist gået de færrestes næse forbi, at Caroline og jeg var til litteraturfestivallen ‘Vild Med Ord’ i weekenden, som vi var så heldige at få billetter til #reklame. Vi har i hvert fald hygget os med at spamme story på Instagram med alt og intet – ikke mindst på live-video feat. den selvopfundne leg “spot forfatteren” (fordi det sjove ved bøger er, at man ikke nødvendigvis ved, hvordan forfatteren ser ud). I det her indlæg vil jeg recappe to af de talks vi var til med hhv. Line Jensen (forfatter til bøgerne Det store regnestykke og Hver dag starter det forfra) og Amalie Langballe (forfatter til forsvindingsnumre)

Line Jensen: Moderens sårbarhed

Jeg skal indrømme, jeg ikke kendte så meget til Line Jensen, da jeg satte mig klar med notesbog og kuglepen. Hendes navn kom op, da jeg skrev en artikelserie til Heartbeats om forfatteren på Instagram, hvor flere forfattere anbefalede hendes profil linejensen_illu, men ellers havde jeg ingen anelse om, hvem hun var. Moderator Camilla Pejtersen fra Kristian F. Møller boghandlen fik ellers nævnt, som noget af det første, at der nærmest er en kultdyrkelse omkring Line Jensen og hendes tegninger (så meget for at være opdateret).

Hun er uddannet grafisk designer og arbejder med både illustration og tekst. Forfatterskabet startede på Instagram og er (indtil videre) blevet til to bogudgivelser. Da Line Jensen var på barsel, ønskede hun at udnytte tiden til at blive bedre til at tegne. Hun ville lave en ny tegning til Instagram hver dag med scener fra hverdagen. Det blev til den helt særlige skæve tegnestil, som er karakteristisk for Line Jensen er kendt for i dag. Stilen opstod tilfældigt, imens hun var for barsel. Der var ikke tid til at lave skitser. Hun tegnede imens hun ammede, til tider med venstre hånd og i mørke rum. Og så havde hun fundet sin stil.

Tegningerne affødte en dybfølt respons fra adskillige kvinder. Line Jensen fortæller, hvordan flere kvinder henvendte sig til hende og fortalte, at de følte sig set i hendes tegninger. Samtidig var der flere, der takkede hende for at være ærlig omkring de uskønne sider af moderskabet. Og det var hele tiden meningen at tegningerne skulle fungere som det, Line Jensen beskriver som et “omvendt Instagram-filter”, for hvis det skal være interessant for andre end ens venner og familie, er man nødt til at vise det, der er svært. Det drejer sig blandt andet om sårbarheden og usikkerheden. Og så er det vigtigt for hende at bevare troværdigheden og ægtheden i de erfaringer, hun formidler.

Det betyder dog ikke, at Line Jensen ikke har noget filter. Nu da hun har fået en større platform med mange aktive følgere, er hun også mere påpasselig med, hvad hun lægger ud. Samtidig er der også sket en udvikling i hendes families liv, som gør at hun i højere grad må tage hensyn. Hendes børn er ikke længere babyer men små personer, hvis privatliv man skal tage hensyn til.

Mor i litteraturen

Mor i litteraturen fylder en del for tiden, og moderrollen er særligt op til debat. Både fordi forfattere som Cecilie Lind, Maja Lucas og Dy Plambeck skriver om at være mor, men også fordi forfattere gør op med sine egne mødre i deres bøger. Det drejer sig om forfattere som Peter Øvig Knudsen, som selv var til stede på ‘Vild med Ord’, norske Niels Fredrik Dahl, Malene Lei Rabens og Leonora Christina Skov (der er uden tvivl flere).

For Line Jensen er det vigtigt at sætte spot på den usikkerhed og tvivl, som er forbundet med moderskabet, og som alle mødre rummer. Hun fortæller, hvordan det er meget forskellige kvinder, der føler sig genkendt i tegningerne. De oplever alle sammen, at moderskabet kan være en udfordring, og at man hele tiden må forsøge sig frem for at se, hvad der virker. Med tegningerne kan man slippe masken og indrømme sine usikkerheder. Det kan være vanskeligt, fordi det er Line Jensens erfaring, at der er en tendens til at udskamme mødre, som indrømmer, at moderskabet kan være svært. Og thank God for modige kvinder, der tør tage bladet fra munden og berette om sine usikkerheder, siger jeg bare.

Amalie Langballe: at forsvinde fra sorgen

Amalie Langballe har skrevet en fin debutbog forsvindingsnumre om hovedpersonen Agnes’ sorg efter morens død. Jeg havde ikke læst bogen, før arrangementet, men jeg købte den på ‘Vild med Ord’ og slugte de godt 200 sider virkeligt hurtigt. Amalie Langballe skriver virkelig Agnes’ sorg frem på en måde, som føles stærkt af læseren, og som vidner om en usigelig smerte og sårbarhed. Jeg er særligt vild med fuglemotivet, som går igen i bogen. Agnes kigger på fugle og er særligt optaget af den uddøde gejrfugl. Motivet minder mig om Blichers trækfugle i “Sig nærmer tiden”, et billede på livets ophør og forgængelighed. Samtidig er jeg vild med bogomslaget, som bogstaveligt talt er skarpskåret. Min hardbacks kanter er ikke rundet af. Man kan bogstaveligt talt skære sig på bogen, som man kan tage del i Agnes’ hjerteskærende sorg. Hvis man skal problematisere noget i bogen, er det måske mest romantiseringen af smerten hos Agnes og Josef, den triste rigmand, som Agnes og vennen Ofir flytter ind med i Israel, og som Langballe beskriver som en Gatsby-karakter (med reference til Fitzgeralds The Great Gatsby). Jeg selv får associationer til Michael Strunges digt “Natmaskinen” og hans forkomne englebørn. Agnes, Josef og Ofir tager stoffer, dyrker sex, kører for stærkt og smadrer sig selv hensynsløst. Og de er selvfølgelig dybt ulykkelige og tragiske skikkelser, men man bliver på en måde draget af vanviddet, som med så mange andre tragiske og tillokkende skikkelser før dem.

Når jeg mest skriver om mine egne observationer forbundet med at læse bogen, skyldes det ikke, at Amalie Langballe ikke sagde nogle interessante ting på ‘Vild med Ord’ om sorgen, som samtalen mellem hende og moderator Karoline Kjær Hansen centrerede sig om. Langballe talte fint om den sorg, Agnes oplever i romanen. Om hvordan sorgen skaber afstand til virkeligheden, og hvordan man kan forsøge at forsvinde fra sin sorg (som Agnes gør i bogen) for ikke at skulle konfrontere den. At forsvinde er et centralt tema i bogen. Moren forsvinder, og Agnes leder. Hun har svært ved at forlige sig med, at noget er væk for evigt, hvorfor hun også tager til Norge for at lede efter den uddøde gejrfugl.

Langballe fortæller også om arbejdet med bogen, som er baseret på hendes egne oplevelser med at miste sin mor. Hun fortæller, hvordan skrivningen var en måde at holde moren og minderne om hende i live. Minderne vendte tilbage i skrivningen af bogen, hvor Agnes gennemlever det Langballe betegner som et “destillat” af hendes egen værste sorg. Jeg synes desværre, at Karoline Kjær Hansen var alt for optaget af overlappet mellem Agnes og Amalie. Det fik en stor indflydelse på de spørgsmål, der blev stillet til forfatteren. Der blev ved flere lejligheder spurgt ind til, hvor stor en del af bogen var selvbiografisk, hvor store overlap der var imellem Agnes’ og Amalies sorg herunder også de erfaringer, hun og hovedpersonen har gjort sig, når det kommer til at leve med sorgen. Jeg synes ikke biografiske læsninger altid er uinteressante. Det havde været uhørt at læse Yahya Hassans digtsamling uden at skele til forfatteren og forfatterens baggrund. Men jeg syntes ærligt talt, at det var både irrelevant og en lille smule upassende at bede forfatteren om at udlevere sine private følelser og erfaringer om tabet af moren (Ja det er på trods af, at hun skriver om det i en roman, for der ER forskel). Jeg ville under alle omstændigheder hellere have hørt om den gode bog, som Langballe har skrevet. Men altså, what do I know.

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s