Ord om de støvede bøger, der fylder på bogreolen

Det er ikke længe siden jeg er flyttet, og i den forbindelse har vi købt en ny reol til vores hjem. En kæmpereol. På trods af, at jeg i vores gamle lejlighed på små 40 kvm syntes, at mine bøger fyldte meget, er de nu kun en meget lille del af hjemmet. Af reolen i virkeligheden. De bliver til pynt og dekorationer. Dekorationer, jeg er stolt af. Dekorationer, som jeg skammer mig over.

Skammen kommer af, at jeg ikke har læst størstedelen af bøgerne. Jeg elsker at læse, men jeg gør det ikke så tit eller så hurtigt, som jeg ellers nyder tanken om. Der er bøger, der har stirret på mig i måneder, i årevis, som jeg tager ud, kigger på, glæder mig til, og sætter på plads igen. Det har endnu ikke været deres tid. Den sidste lange periode (jeg har ikke lyst til at fortælle hvor længe, det er helt pinligt, hvor længe det har taget mig), har jeg arbejdet mig gennem Harry Potter – en fortælling, jeg aldrig faldt ned i som barn. Hverken film eller bøger. Nu drukner jeg i begge dele, og jeg elsker det, men jeg glæder mig også til at begive mig ind i en ny verden.

I foråret købte jeg Frankenstein af Mary Shelley i en smuk udgave, grå og fyldt med anatomiske hjerter. Jeg havde planlagt at læse den i efteråret, at gøre det til en halloweenbog, men jeg kom aldrig til det. Sådan har jeg det også med alle de Steven King-bøger jeg fandt i min yndlingsgenbrug efter at have set IT. Jeg har endnu ikke læst andet end hans bog Om at skrive (som jeg også nævnte her), men hans makabre historier rammer lige ind i mit mørke hjerte. Derfor står Misery, IT del I, The Stand og Geralds farlige leg også stadig og stirrer strengt på mig fra deres plads på Steven King-hylden.

Apropos smukke bøger har jeg købt to Jane Austen bøger, ene og alene på udseendet. Jeg er en sucker for æstetik. Stolthed og fordom og Fornuft og følelse – det er ikke nogen, jeg længes efter endnu, måske er det grundet årstiden. De virker sommeragtige på mig. Det Europæiske Forår af Kaspar Colling Nielsen råber dog en del på mig, på trods at dissonansen mellem titel og årstid. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Der er bare en tiltrækning mellem bøger og hjerte og øjne og fingre der længes efter at bladre, og den stiger og falder som den vil. Det er det samme med Biernes Historie af Maja Lunde. Måske er det fordi jeg faktisk købte de to i en bogbutik – genbrug er et godt sted til interessante fund, men i bogbutikker kan man være målrettet, og motivationen følger med.

I genbrug har jeg også fundet Madame Bovary af Gustave Flaubert, Den der lever stille af Leonora Christina Skov (som Birgitte i øvrigt anbefaler varmt) og noget så sexet, som Fifty shades of Grey-trilogien af E. L. James. De to første vil uden sammenligning være de største litterære oplevelser – og alligevel har jeg også lyst til sidstnævnte. Der er skabt en hype – for flere år siden, bevares – og jeg har brug for at finde ud af hvorfor.

På trods af, at bøgerne fylder mindre i en kæmpe reol (jeg skal nok vise den frem på instagram, følg ord.om_), så har jeg nu fået endnu mere plads til nye læseoplevelser. Det er lidt skamfuldt at føle sig bagud, men jeg er alligevel også stolt af alle de fine bøger der står og venter på mig. For jeg skal nok komme til dem.

// Caroline