For nogle år siden faldt jeg over en flot bog i en genbrugsbutik. Det er i sig selv ikke noget nyt. Den første tiltrækning var det visuelle – den anden tiltrækning var titlen; Mr. Y’s Forbandelse (på engelsk; The end of Mr. Y (og ja, jeg har den både på dansk og engelsk nu)). Det er nu heller ikke noget nyt – alt der lyder magisk eller okkult suger mig direkte ind, og bogen kom med mig hjem. Det der var nyt, var den tanke bogen forlod mig med, da jeg var færdig med den.
Kort og godt handler bogen om en bog, der er forbandet. Den forbandede bog er et tankeeksperiment over idéen om, at der er et sted kaldet Troposfæren, hvorfra man kan tilgå en fælles bevidsthed. Vores hovedperson, som læser den forbandede bog, får herefter selv adgang til Troposfæren.
Som læser bliver Mr. Y’s Forbandelse (i et metaformat) et konkret tankeeksperiment, hvorfra filosofier og idéer omkring fælles bevidsthed bliver undersøgt, og hvor rum og tid eksisterer på en ny måde. Der bliver taget en abstrakt filosofi – hvad nu hvis vi kunne få adgang til en fælles bevidsthed? – som herefter bliver specificeret og konkretiseret ned i en fiktiv manifestation af netop dette.
Dette indlæg skal ikke være et referat eller en anmeldelse af bogen. Til gengæld blev bogen en måde for mig, hvorpå jeg kunne forstå andre bøger. En åbning til bøgernes fælles bevidsthed, om man vil. For enhver bog starter med et ‘hvad nu hvis’. Hvad nu hvis en pige forelsker sig i en vampyr? Hvad nu hvis en dreng opdager, at han i virkeligheden er en troldmand? Hvad nu hvis man ikke kunne kende forskel på mennesker og menneskelignende?
Den resterende historie bliver en undersøgelse af, hvordan det ville være. Hvordan ville pigen reagere, hvordan ser troldmandsverdenen ud, hvordan lever de to menneskeformer side om side, og hvori ligger forskellene på dem? Det er det vi kalder fiktion. Det er opfundet, det er ikke virkeligt. I sin definition er et tankeeksperiment en måde at tænke konsekvenserne igennem ved en given hypotese eller teori, et forestillet eksperiment, der ikke kan lade sig undersøge i den virkelige verden. Vil det sige, at jeg nu vil erklære al skønlitteratur for værende tankeeksperimenter? Objektivt nej, subjektivt ja. For det meste er bøgerne, blot til for underholdningens skyld, men der er et sted, en genre, hvor tankeeksperimentet bliver langt mere tydeligt, foruroligende og relaterbart; nemlig i science fiction.
Det er ikke alles kop te, men det er på alle måder min. Science fiction bliver et direkte tankeeksperiment over fremtidens potentialer. Tænk på George Orwells 1984. Overvågning og kontrol bliver udvidet i en sådan grad, der kan virke absurd – og så alligevel. Sci-fi bliver tit en eskalering af en given praksis, et specifikt samfund, et produkt eller en teknologi, som, i store træk, udfordrer bagsiden eller ekstremen ved denne. Ja, det er underholdning, og ja, det er sjovt at læse, men der er hele dimensionen i det faktiske potentiale og de mere filosofiske undertoner, der bliver undersøgt og overvejet undervejs. Giver det mening?
Jeg ved ikke, om man kan kalde alle bøger for tankeeksperimenter i ordets definitive forstand, og jeg ved ikke om al sci-fi overhovedet passer ind i den måde at læse dem på, men med den bevidsthed; at bogen er en manifestation af en undren, en filosofi, en frygt, en drøm, der bliver konkretiseret som værende en konkret (fiktionel, bevares) historie, det sætter mit hoved på arbejde på en anden måde, og det er pirrende.
ord om _ 