Om skrivning

For nogle år siden begyndte jeg at skrive. I den anledning købte jeg en sort notesbog. Den blev et fysisk bevis på skrivningens realitet. Endelig kunne jeg nedskrive de billeder, jeg i hverdagen studsede over. Som når min veninde fortæller mig, at hun og en anden veninde engang har gået under navnet ”tvillingetårnene”. Se, det er litteratur! Tænk sig, et udtryk, som på én gang alluderer til gotikkens dobbeltgængermotiv og den uomgængelige undergang. Idéerne rykker sig nemt fri af deres sammenhænge og finder sig til rette i den sorte notesbog. Og der forbliver de så uden nogensinde at forplante sig andetsteds. For … jeg kan ikke skrive  

Eller. Lad mig omformulere påstanden. Jeg kan godt skrive. Jeg har skrevet flere tekster, end jeg har tal på: akademiske opgaver, artikler for kulturmagasinet VINK, et hav af opslag til de sociale medier, mails, kort mv. Men det er ikke den type tekster, jeg taler om her. Jeg taler om litteraturen.

Det burde ellers være nemt nok. Jeg har masser af idéer. Jeg planlægger alt fra tekstens handling, hovedkarakterer, sprogtone og opbygning. Så what’s the problem kunne man spørge. Problemet er, at jeg udtænker idéerne, men er ude af stand til at føre dem ud i livet. Jeg gentænker den samme idé, så jeg må starte forfra, eller jeg begynder på noget helt nyt. Dette blogindlæg dykker ned i skriveblokeringen og spørger:

Hvorfor kan jeg ikke skrive? 

1) Det er udmattende

Lad mig eksemplificere. Jeg har skrevet nedenstående tekstuddrag til en wip roman. Ja ja, det er melankolsk og højstemt, til gengæld tog det cirka 500 år at skrive, så det er jo altid rart med spildtid:

”Jeg ville fange det sidste glimt af verden, men der var ingen kvinder med tårevædede ansigter og blafrende lommetørklæder, som ønskede mig på gensyn. Jeg ville føle vinden, mærke den storme om mig, rivende i tøjet til jeg til sidst stod afklædt og rystende, og vi kunne kende hinanden ansigt til ansigt. Den genopstandne forårssol skulle gennemtrænge min krop, male mine kinder røde, før kraniets udhuling. Jeg ville rive mine fingrer til blods på verden og gennembores af dets torne. Plukke forårets blomster. Jeg skulle lytte til sidste sats af Faurés Requiem og lægge puslespil. Og til vinter ville jeg vælge døden til, og da ville der være stilhed.

Jeg er med de døde eller de døde er her. Jeg planter mine fingrer i det sorte muld og graver mig fremad med de bare næver, drager ånden ind og mærker min mave udspiles. Jeg bør overleve mine forældre,

Jeg sluger to panodiler, begraver mit ansigt i det nyligt udgravede hul, holder vejret; mærkeligt hvidt udfyldt tomt. Mit ansigt er et klangfuldt kapel, hvis blot jeg gaber højt nok,

Bag mig troner Vor frue og de hjemløst alkoholiserede som de har gjort det i en menneskealder”

Som nævnt tog det en del tid at skrive ovenstående. Blandt andet fordi jeg aldrig bliver tilfreds og gennemretter eller genskriver mine tekster en del gange, før jeg nogensinde kommer videre. Samtidig er der altid en problemstilling i litteraturen, som på den ene eller anden måde relaterer sig til forfatterens liv. Nej, det behøver ikke være ren autofiktion, men forfatteren kan aldrig undgå at basere sine tekster på det selvoplevede i et eller andet omfang. Og lets face it: det er sgu da hårdt at skulle konfronteres med det svære, ligesom man heller ikke frivilligt stikker sin hånd ind i et bål.

2) Det bliver for akademisk

Spoiler alert: Jeg er kandidat i nordisk sprog og litteratur og engelsk. De sidste fem år har jeg studeret litteraturen. Det har givet mig meget, og har uden tvivl præget min skrivning. Det akademiske studie af litteraturen kan være en fordel i skrivningen. Jeg bryster mig af at vide, hvad der kendetegner en god tekst fx. Der findes mange forfattere, som har studeret litteratur. Deres bøger er uden tvivl gode af samme årsag. Men jeg tror også nogle gange, litteraturstudiet kan være et benspænd. Man tænker simpelthen for meget – og hvad blev der af don’t think, just do?

3) Det kommer for tæt på 

Der var en eller anden forfattertype, som sagde, at vedkommende skrev, fordi de ikke kunne lade være. I den sammenhæng måtte man forstå, at hvis man ikke selv havde det sådan, skulle man lade være med at skrive. Kommentaren peger ind i en bestemt holdning til litteraturen, som noget, der skal virke terapeutisk for forfatteren. Men den holdning forholder sig ikke til værket som håndværk, ligesom den heller ikke forholder sig til læseren.

Jeg er helt klart på team ”værket som håndværk”. Ellers kunne du ligeså godt publicere dine dagbogsnotater. Men den værksopfattelse betyder flere ting, som bremser mig i skrivningen: 1) At jeg antager, at læseren ser mig i værket og antager ting om mig som menneske på baggrund af det skrevne; 2) At jeg læser mig selv ind i det skrevne, hvilket bare er deprimerende jf. ovenstående.

Jeg øver mig i at glemme alt andet end teksten. At skrive intuitivt og poetisk som et barn, og huske på at mine ord kun er til for mig – så længe den kun eksisterer i min sorte notesbog.

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s